PFFL har bedt speciallæge i Børne- og Ungdomspsykiatri Karen Kallesøe om at gøre status på børn- og ungeområdet indenfor funktionel lidelse. Hvad kan man forvente som forældre? Og gør vi det godt nok i Danmark?
9. maj 2025
Illustration: C. B.
Mit spørgsmål til Karen Kallesøe er ladet, og afslører muligvis mine egne fordomme: ”Man skal altså ikke frygte at sende sit barn til behandling på en børne- og ungepsykiatrisk afdeling?”
Karen Kallesøe er speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri, og hun har lige forklaret mig, hvordan behandlingen af børn under 18 år med funktionel lidelse er organiseret. Tilbuddet er ikke forankret på deciderede behandlingscentre som for de voksne patienter, nej, udredningen og behandlingen sker i et samarbejde mellem børneafdelinger og børne- og ungdomspsykiatrien.
Og nej, siger hun, man skal bestemt ikke frygte børne- og ungdomspsykiatrien. Men hun forstår godt mit spørgsmål. For som forældre må det være forvirrende at sende sit barn til psykiater, når der ikke er tale om en psykiatrisk lidelse.
Hvis du har et barn som mistrives og mistænker funktionel lidelse, eller hvis du frygter at dit barn ikke får korrekt behandling eller mangler behandlingstilbud, så tøv ikke med at rette henvendelse til PFFL. Brug Telefonrådgivningen
Men har psykiaterne ekspertise nok til at behandle funktionel lidelse?
Svaret er ja. Karen Kallesøe arbejder til daglig i et team for funktionel lidelse på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling på Skejby Sygehus i Region Midt sammen med overlæge og professor Charlotte Ulrikka Rask, som er internationalt anerkendt for sin ekspertise i funktionel lidelse hos børn og unge. Både Rask og Kallesøe har stået bag en række forskningsprojekter med fokus på netop denne målgruppe – herunder et projekt med gruppebaseret behandling til unge, som begge siden er blevet implementeret i det almindelige kliniske tilbud. Sammen har de indtaget en førerposition som specialister i målgruppen.
Hvordan er behandlingen organiseret?
Jeg fanger Karen Kallesøe på en videoforbindelse en tidlig fredag morgen. Hun taler som en, der brænder for sit arbejde og sit vidensområde, hurtigt og fokuseret.
Det var Sundhedsstyrelsens beslutning tilbage i 2021, forklarer Karen, at behandlingen af de svært syge børn og unge skulle ske som et samarbejde mellem børneafdelinger og børne- og ungepsykiatrien. Der er altså ikke decideret afdelinger for funktionel lidelse hos børn i Danmark, kun specialiserede teams som Karens i Skejby. De voksne patienter har som bekendt et center for funktionel lidelse i alle regioner. Tilbuddet til børn og unge afhænger af samarbejdet afdelingerne imellem, hvilket gør det mere skrøbeligt og ujævnt på landsplan.
Udredningen starter hos en børnelæge. Alle børneafdelinger skal kunne udrede børn og unge med let til moderat funktionel lidelse og give information om diagnosen samt samarbejde med psykiatrien og andre relevante fagområder.
Det er børnelægen, som henviser de unge patienter med svær funktionel lidelse til børne- og ungepsykiatrisk afdeling, hvor læger som Karen Kallesøe møder dem.
Udredningen og behandlingen er tilpasset barnets verden, og foregår i tæt kontakt med barnets forældre og skolen. Kontakten til skolen er vigtig for at kunne afdække barnets sygdomshistorie, forstå barnets hverdag og særlige udfordringer, og samarbejdet er vigtigt for at sikre, at den rehabiliteringsproces, barnet skal igennem, også afspejles af de fysiske og sociale rammer, som skolen kan tilbyde.
Karen Kallesøe, speciallæge i børne- og ungdomspsykiatri
I Region Midt er man vant til dette samarbejde, forklarer Karen. Hendes børne- og ungepsykiatriske afdeling har månedlige konferencer med regionens børneafdelinger, hvor man afgør, hvor og hvordan de unge patienter skal behandles. Det vurderes, om der ud over den funktionelle lidelse er mistanke om psykiatrisk lidelse, herunder neuroudviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme. I Børne- og Ungdomspsykiatrien behandler man særligt disse tilfælde.
En til to børneafdelinger i hver region behandler også børn med svær funktionel lidelse.
Terapi og rehabilitering
Udredningen og behandlingen er tilpasset barnets verden, forklarer Karen, og foregår i tæt kontakt med barnets forældre og skolen. Kontakten til skolen er vigtig for at kunne afdække barnets sygdomshistorie, forstå barnets hverdag og særlige udfordringer, og samarbejdet er vigtigt for at sikre, at den rehabiliteringsproces, barnet skal igennem, også afspejles af de fysiske og sociale rammer, som skolen kan tilbyde. Forældrene, ungepsykiatrien og skolen lægger en plan sammen for behandlingen og rehabiliteringen af barnet.
”Synet på barnet er meget nuanceret”, forsikrer Karen Kallesøe. Der gives ikke psykiatriske diagnoser i tilfældet funktionel lidelse, de unge vil derimod falde i kategorien ”andre forløb” og få de samme diagnoser for funktionel lidelse som gives til voksne. Således beroliget, hvis man har de samme bekymringer om at sende sit barn i psykiatrisk behandling som skribenten her ville have.
Ikke overraskende ligner behandlingen den, vi kender fra de voksne patienter, dog tilpasset aldersgruppen. Der er tale om terapeutiske forløb og fysisk genoptræning, og som sagt en rehabiliteringsproces tilrettelagt i samarbejde med forældre og skole. Behandlingen er altid individuel.
Hvorfor ikke Center for Funktionel Lidelse?
De specialiserende regionale afdelinger for funktionel lidelse er kun for voksne over 18 år, mens børnene er henvist til en mere ujævn indsats som er svær at få overblik over. Det har vi altid syntes er uretfærdigt i PFFL. Så hvorfor skaber man ikke bare plads til børn og unge på centrene?
Svaret lyder indlysende, når Karen Kallesøe forklarer det. Hele sundhedssystemet er bygget op på denne måde, med voksenområdet for sig og børneområdet for sig. Diagnostik og behandling af børn og unge er en videnskab i sig selv, og det kræver at man er specifikt uddannet til at arbejde med børn og unge. Børnelæger og børne- og ungdomspsykiatere skal kende hele udviklingsperspektivet, som Karen kalder det – ”hvad er normalt hvornår i barnets liv? Hvordan tænker et barn på fjorten år?”
Det kræver selvklart gode pædagogiske egenskaber at få barnet i tale om sine egne udfordringer eller traumer. Børn opsøger ikke selv lægen, og har ofte begrænset sprog til at beskrive deres symptomer eller indre vanskeligheder. Derudover er et barns trivsel tæt forbundet med dets forældre og skolegang, modsat en voksen patient som står på egne ben.
Men dette retfærdiggør selvfølgelig ikke, at børn og unge med funktionel lidelse har lav prioritet i sundhedsvæsenet.
Det er ikke godt nok
”Man er i gang med at opbygge de nødvendige samarbejder mellem børneafdelinger og børne- og ungdomspsykiatrien i alle regioner”, siger Karen Kallesøe. Med andre ord, så fungerer behandlingen ikke optimalt alle steder i dag. Jeg beder Karen Kallesøe udpege, hvor det går bedst, og hvor det går værst med behandlingen af børn med funktionelle lidelser. Det vil hun gerne – jeg må bare ikke skrive det, siger hun. Så det lader jeg være med.
”Der er et kæmpe udviklingspotentiale i forhold til at give tilstrækkelig behandling med høj faglighed ved alle fagpersoner,” siger Karen. Behandlingen er jo en tværfaglig indsats hvor læger, psykologer og fysioterapeuter med flere er ind over barnet, og det tager tid at udvikle en fælles faglig forståelse og sprog for funktionel lidelse. ”Desuden har børne- og ungepsykiaterne jo andet at se til. De skal samtidig forholde sig til unge patienter med andre psykiatriske problematikker. Funktionel lidelse er kun et delelement i min hverdag”, siger Karen og fortsætter: ”Det er selvfølgelig en fordel, at vi har berøring med hele børne- og ungdomspsykiatrien, da den større kontekst gør os mere skarpe på at identificere når der er psykiatrisk lidelse sammen med den funktionelle lidelse. Ulempen er, at jeg som speciallæge ofte bliver prioriteret til andre opgaver der ikke har med funktionelle patienter at gøre. Ønskescenariet er derfor, at vi får deciderede specialenheder der udelukkende arbejder med børn og unge med funktionel lidelse.”
Karen fortsætter: ”Som så ofte er det et spørgsmål om ressourcer. Funktionelle lidelser bør være mere tydeligt prioriteret på børn- og ungeområdet end i dag, så der kan udvikles specialenheder.”
Specialistkursus om børn og unge
PFFL blev sat i forbindelse med Karen Kallesøe gennem Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser – DASEFU, fordi vi ville skrive om den specialistuddannelse i funktionel lidelse, som DASEFU tilbyder alle sundhedsfaglige. Her underviser Karen nemlig på specialistuddannelsens børn og unge-kursus, som hun også har været initiativtager til.
Denne uddannelse skal være med til at løfte behandlingen af funktionel lidelse nationalt. Kurset på i alt fem dage har kun været tilbudt siden 2023, men at dømme fra de positive evalueringer er effekten lovende, ifølge Kallesøe.
”Alle faggrupper er inviteret til kurset, hvilket har en stor styrke, for det gælder netop om at opbygge et fælles sprog for funktionel lidelse på tværs af fagene” forklarer Karen.
Fra Region Syd har mange sundhedsfaglige fra den primære sektor deltaget i kurset, og det har hjulpet ifølge en overlæge: ”Folk ude i kommunerne ved nu, hvad de skal gøre, når de møder patientgruppen, og det er en kæmpe fordel”, refererer Karen Kallesøe.
En hel dag af kurset er afsat til kommunikation, hvor man bruger rollespil i undervisningen som vi kender det fra undervisningen i funktionel lidelse på lægeuddannelsen. Her fordyber man sig i familiekonteksten, som er så afgørende. ”Mor, far og barn har forskellige forudsætninger og perspektiver”, forklarer Kallesøe. ”Man skal have ydmyghed og nænsomhed for denne konstellation.”
Udover kurserne i regi af DASEFU giver Karen og hendes kolleger også vigtig sparring til psykiatriske afdeling fra andre regioner. Desværre er det ikke et organiseret samarbejde, hvilket betyder lægerne må give sparringen i deres fritid.
Det siger noget om manglen på ressourcer.