Med digtsamlingen Dag ud og dag ind giver Nikolaj Voldum Ahlburg stemme til et liv i stilstand, afmagt og håb – en sjælden, sårbar og nødvendig bog om at leve med ME og kronisk træthed
17. oktober 2025
Anmeldelse
Nikolaj Voldum Ahlburg
Dag ud og dag ind
Digtsamling
221 sider, Wadskjær Forlag
Pris: 170 kr.
Af Morten Madsen
Illustration: ChatGPT / OpenAI
Digtet må være det perfekte medie til at beskrive et liv med ME eller funktionel lidelse, disse usynlige, drænende lidelser. Sådan tænker jeg, når jeg står med Nikolaj Voldum Ahlburgs digtsamling Dag ud og dag ind i hånden, mens den øjeblikkeligt suger mig ind i smerten, stilheden og ensomheden.
Digtene vil blive læst af dem, der har disse sygdomme, hvis de ellers finder frem til bogen. For et digt på fysisk papir kan de fleste vel overskue, selv hvis man er kronisk træt.
Et liv på pause
Jeg er træt
eller træt rummer faktisk ikke det
jeg føler
jeg er
totalt udmattet
ligger i min seng
dag ud og dag ind
ligger i min sofa
dag ud og dag ind
ligger på gulvet
ligger på græsplænen
Bare ligger og venter på, at det går over
Vågner lige så udmattet, som da jeg gik i seng
min krop har holdt sig i gang hele natten
den summer bare videre
fanden tage den
Nikolaj Voldum Ahlburg har ME (kronisk træthed). Denne anmelder har den nært beslægtede diagnose funktionel lidelse, og jeg spejler mig øjeblikkeligt i forfatterjeget. Drømmene, der rives itu. Uvisheden. Relationer der omformes eller brister.
Naturen og det meningsfulde blik
Vi følger digteren fra han rammes af de første uforklarlige symptomer omkring hjertet. Han fatter mistanke om sygdommen ME ved en Google-søgning, bliver henvist til Center for Funktionelle Lidelser, men ak – afsnittet har to års ventetid.
I ventetiden holder fortælleren fast i sit arbejde som højskolelærer med næb og klør, mens han sanser verden, aftvinger den mening og poesi, og skriver ned – heldigvis.
Bitre tårer
spænder op
giver slip
det går over
gentag
Når man er kronisk træt, er livet fuld af ulidelig ventetid og tomhed. Men stilstanden kan også være sødmefuld, hvis man giver den opmærksomhed.
Fortælleren gør det helt rigtige og søger tilflugt i naturen, som han er velbevandret i, og som bliver et tilbagevendende tema i bogen. Det er velgørende for ham, og et åndehul for læseren. Han forskanser sig i hjemmebyggede huler. Sidder på en badebro i en time og følger med i livet under vandet. Giver plads til tangnålene, kvabberne og karusserne.
Mellem smerte og håb
Tager mine løbesko på bare for at fornemme dem
Finder mit løbetøj frem og lægger det på sengen
forestiller mig at jeg kan løbe igen
Der er meget smerte, og det er jo godt. Vi har brug for at erfare, at vi ikke er alene om smerten eller oplevelsen af at miste evnen til at løbe. Undervejs i læsningen tager jeg mig selv i at tænke, bare Nikolaj nu ikke bliver rask for hurtigt, så jeg kan læse mere om den, smerten.
Samtidig ånder jeg lettet op i bogens mange lyspunkter.
Forfatteren er ikke uden selvironi, når han beskriver de ubekvemme møder med en omverden, der ikke forstår ham, og som mange mennesker med funktionel lidelse vil kunne genkende sig selv i. Som når han bliver fundet i sin skovhule af en lille forskrækket dreng, som tror han har mødt en hjemløs. Når han vælger at flytte sin fødselsdag et halvt år frem, så den fremover vil ligge i en mere overkommelige sommermåned. Når han prosaisk opremser alle de serier på Netflix og HBO, han har fået tiden på sofaen til at gå med, for noget skal den jo gå med. Eller når en fremmed giver ham det velmente råd at sove middagslur – for ”det er noget der dur”. Jo tak, kammerat.
Og så er der håb:
Længes efter at fråse med energi
At danse vildt og uhæmmet
uden tanke på morgendagen
At løfte tunge ting
uden at skulle noget med dem
At klatre op i et træ
bare for at se, om jeg kan
løfte min krop op langs stammen i armene
At løbe langs stranden
for at få varmen
At hoppe højt
bare fordi jeg kan
At grine i lang tid
Når kærligheden skal bære sygdommen
Relationer er alt, når man bliver syg – skiftevis med lykkeligt og smerteligt fortegn. Fortælleren har en kæreste, men som pårørende ender hun med selv at lide overlast. Familien accepterer hans sygdom, men forstår den ikke. De kommer hinanden nærmere, men samtidig skaber sygdommen afstand.
Juleaften og sommerens familieferie er vilde prøvelser for fortælleren, fremkaldervæsker som får maskerne til at falde. Det er store dramaer som udspiller sig i én person uden vidner – medmindre man insisterer på at dele, og det gør vores helt:
Selv de bedste stunder i livet
har nu fået et stænk af melankoli
Selv den rene ferieglæde, jeg kendte engang
er nu blandet med sorg
fordi den i øjeblikket på samme tid
konfronterer mig med min virkelighed
Min far kommer op på terrassen
han lytter, mens det hele endelig vælter ud
Et savnet perspektiv
Vi hører aldrig mere til Center for Funktionelle Lidelser. I ventetiden har forfatteren fået stillet diagnosen ME på ”en klinik i København”, som man må formode er en privat klinik.
Det er det eneste, denne anmelder savner – at høre om, hvad det offentlige behandlingstilbud kunne gøre eller ikke kunne gøre for forfatteren. Hans private læge fortæller ham, at han ”max må yde 70 % af den energi, han føler, han har tilgængelig”. Lidt synd, at dette står tilbage som det eneste lægelige råd i bogen, for det efterlader et indtryk af, at lægen ikke kan gøre mere. Rådet afspejler den forsigtighed, man møder hos private ME-læger i dag, og måske ville et offentlige behandlingstilbud have andet og mere at byde på, hvem ved.
Men det er ikke bogens ærinde at beskrive behandlingen. Den fokuserer på oplevelsen af symptomerne, livsomvæltningen, relationerne og så videre, og det skal den have lov til.
Bogen står tilbage som et tindrende smukt vidnesbyrd om, hvordan kronisk træthed opleves indefra. Poesien er et kraftfuldt værktøj til at dele de sværeste tanker og følelser, også i dette tilfælde. Må bogen blive delt og læst vid og bredt af patienter og pårørende med ME, funktionel lidelse og anden kronisk sygdom.
