Visioner

Bedre sagsbehandling og grundig udredning

I patientforeningen ønsker vi at arbejde for bedre vilkår, for patienter og pårørende med funktionelle lidelser. Patienter oplever ofte meget lange sagsbehandlingstider og bliver kastet rundt i sundhedssystemet i flere år, inden de når en afklaring. Dette har store både menneskelige og økonomiske konsekvenser for dem det går ud over. Pga. den skarpe opdeling mellem somatik og psykiatri, falder en borger med en funktionel lidelse ofte mellem 2 stole, og opnår først alt for sent den behandling der er brug for.

Vi mener at man ved mistanke om en funktionel lidelse, skal have et hurtigere tilbud om behandling. Det er vigtigt at der samtidig er mulighed for at blive undersøgt fysisk, fordi grundige fysiske undersøgelser, er en forudsætning for at stille den korrekte diagnose

Råd og vejledning

Der foreligger allerede megen information og viden om funktionelle lidelser, bl.a. på hjemmesiden Funktionellelidelser.dk. I patientforeningen ønsker vi at tilbyde noget der ikke findes i forvejen. Her kan du søge råd og vejledning hos patienter der selv har haft, eller har en funktionel lidelse. Du har mulighed for en uforpligtende snak, og i det omfang vi kan, vil vi forsøge at hjælpe dig med netop din sag. Se mere om råd og vejledning her.

Afhjælpe social isolation

Mange patienter der er hårdt ramt af en funktionel lidelse, har svært ved at bevæge sig fysisk rundt og deltage i sociale sammenhænge. Desværre betyder det, at rigtig mange også bliver isoleret socialt. I foreningen ønsker vi at skabe et fællesskab for netop dem. Dette kan foregå ved at skabe læringseminarer over internettet, eller give mulighed for kontakt gennem foreningen.

Mere viden og anerkendelse af funktionelle lidelser

Lige nu foregår der en masse forskning og udvikling indenfor funktionelle lidelser. Formentlig er det et spørgsmål om tid før BDS diagnosen bliver WHO anerkendt. Vi ønsker at fremme denne udvikling, og vil gerne være med til at støtte tiltag der går i den retning. Dette kan foregå gennem oplysning og vejledning, som ikke kun har til formål at udbrede kendskabet, men også fjerne den stigmatisering, der desværre ofte følger med sygdomme der ikke er direkte synlige.