Hvad sker der i kroppen?

Som alt andet reguleres det fra vores hjerne, men det udenfor vores bevidsthed.

Det er et godt eksempel på, hvor uløselig krop og psyke hænger sammen hos os mennesker. Hvis vi oplever en farefuld situation, kan det hurtigt resultere i spændte muskler, hektisk åndedræt, nedsat fordøjelse, mundtørhed osv. Alt sammen reguleret af det autonome nervesystem, og udenfor vores kontrol. Man kan kalde det kroppen måde at sikre vores overlevelse i en presset situation.

Det autonome nervesystem opdeler vi i to: Den ene del, som alarmerer os og fremkalder tegn på frygt eller flugt, kalder vi det sympatiske nervesystem eller stresssystemet. Den anden del hedder det parasympatiske nervesystem, eller beroligelsessystemet, og denne del har den modsatte funktion, nemlig at berolige os, få os ned og genetablere alle kroppens vitale funktioner.

Hos alle raske mennesker aktiveres det sympatiske nervesystem, stresssystemet, i løbet af en almindelig dag, når man støder på en uforudset hændelse som skaber frygt eller ængstelse. Det er en del af kroppen naturlige regulering. Nogle mennesker oplever dog at befinde sig for meget eller for længe i det sympatiske nervespektrum, hvor tilstanden ikke når at blive opvejet af det parasympatiske, beroligelsessystemet. I det tilfælde befinder man sig i en permanent stresstilstand med konstant alarmering, hvilket selvsagt er usundt.

Normalt forsvinder stress og smerte, når et menneske får hvilet ud og kroppen får restitueret. Det autonome nervesystem beroliger via det parasympatiske system alle kroppens organer, som vil genvinde deres vante rytme. Men for nogle mennesker kan det autonome nervesystem miste sin vigtige evne til skabe ro i kroppen. Det sker, hvis det sympatiske nervesystem har været aktiveret alt for ofte, alt for længe, hvad enten belastningen har været fysisk eller psykisk. I det tilfælde vil hjernen og kroppen slå alarm alt for ofte, og selv små påvirkninger eller almindelige hverdagshændelser vil kunne give anledning til stress, smerte eller ubehag.

Man kan sige, at nervesystemet i dette tilfælde er overophedet eller fejlreguleret.

Et "dysreguleret" eller "fejlreguleret nervesystem" er et godt ordvalg, for det antyder at det kan reguleres på plads igen. Det kan det nemlig, men det kan tage lang tid. Mindst lige så lang tid som det tog at bringe det ud af balance.

Man kan ikke bare tænke eller meditere sig ud af kniben, for det autonome nervesystem angår ikke vores bevidsthed eller psyke. Hjernen er selvfølgelig i spil, for det er hjernen som sender signalerne der aktiverer nervesystemet, i et kompliceret og endnu ikke kortlagt samspil.

Men man kan træne sin hjerne og man kan træne sit nervesystem. En bevidst, rolig vejrtrækning vil som udgangspunkt fortælle systemet, at der ikke er fare på færde.

Vejrtrækning: (Ind-2-3-4, Hold-2-3-4, Pust-2-3-4, Vent-2-3-4, forfra)

Her er en illustration af det sympatiske nervesystem overfor det parasympatiske, eksemplificeret med både vores forhistoriske liv og den nutidige pendant. Lånt af CFL, Region Sjælland.

Du kan opøve en bevidsthed om dit autonome nervesystem i det daglige, hvor du har øje for, hvor i spektret du befinder dig – i det sympatiske eller det parasympatiske – og dernæst styrke den parasympatiske del så godt du kan. Det kræver, at man er tilstede i nuet og ikke lader sig distrahere af bekymringer eller spekulationer.

Hvis du befinder dig i stresstilstanden kan du ikke bare hvile dig til en parasympatisk tilstand. Kroppen skal hentes ned fra de høje nagler, og det gør du bedst ved at møde den, hvor den er. En meget rastløs krop har måske brug for en rask gåtur eller en ordentlig rystetur for arme og ben for langsomt at kunne falde ned.

Med daglig fokus på dit nervesystem kan du langsomt genoprette balancen, sådan at kroppen vil genvinde sin evne til restitution.

Det kan betyde, at du skal indøve nye rutiner, en bedre måde at være i verden på fysisk, og nye mere hensigtsmæssige tankemønstre. Hjernen er et meget gådefuldt organ, men vi ved at den er plastisk, og de vaner og mønstre den arbejder ud fra kan man langsomt ændre.

Man kan anskue hjernen som en skovbund, hvor du gennem livet tramper stier, der hvor du kan lide at færdes. Nu skal du ændre vaner og træde nye stier. Det kræver mod og bevidst livsførelse at gøre dette – at modstå fristelsen til at løbe ned ad de gamle stier, men insistere på at lade de gamle gro til for at bevæge sig ad de nye.

Der findes mange øvelser, du kan lave, som forhåbentlig vil være at finde her på PFFL’s hjemmeside i takt med at vi bygger siden op.

Her kan du se, hvilke funktioner det hhv. sympatiske og parasympatiske nervesystem styrer. Lånt af Dig i Centrum.

Vores viden om det autonome nervesystem er vigtig for at kunne forklare de symptomer, man kan opleve ved en funktionel lidelse. Fx:

• den kroniske træthed
• diffuse smerter som bevæger sig fra ét organ til et andet
• at stress fra en ”social hændelse” kan udløse smerter i kroppen
• at en knæskade kan udløse smerter i et helt andet organ, osv.

Det autonome nervesystem er altså én af de vigtigste forklaringsmodeller vi har for at forstå funktionel lidelse. Men vær opmærksom på, at forklaringen ikke kan stå alene og ikke giver det fulde billede.

Samspillet mellem centralnervesystemet og hjernen er meget kompliceret, hvorfor vi ikke kan gå i dybden med det her. Vi kan derimod forsøge at anskueliggøre mekanismerne ved at forklare dem i billedligt sprog.

En del af samspillet mellem CNS og hjernen handler om forudsigelse.

Brændt barn skyr ilden, siger man, og det stemmer. Hvis vi én gang har oplevet et traume, stort eller lille, så vil hjernen og CNS advare os mod at gentage fejltagelsen. Dette advarselssystem kan man kalde forudsigelsesapparatet, eller predictive processing som forskningen kalder det. Det kan være, at barnet i dette eksempel bliver ængsteligt ved synet af de gule flammer, lugten af røg, en lille varmepåvirkning osv.

Dette forudsigelses-apparat er meget hensigtsmæssigt for vores menneskets overlevelse, fordi det forhindrer os i at gentage vores fejl. Men det kan blive yderst uhensigtsmæssigt hvis advarslerne fra CNS begynder at udstikke falske alarmer eller advarer alt for ofte. Fejlprædiktioner eller prediction errors kalder man dette.

Et enkelt eksempel kan være dette: Du har fået en knæskade ved at spille badminton. Knæet er kommet sig fint, men du oplever stadig smerte når du bruger knæet, dvs. kroppen bliver ved med at fortælle dig, at der er fare på færde, selvom det ikke er tilfældet.

Din første indskydelse er at belønne kroppens faresignaler ved at give knæet ro og søge hvile. Men på den måde bekræfter du bare kroppens fejlkodning, som vil blive bestyrket.

Du har derimod brug for at træne knæet, og derigennem oplære din hjerne og dit nervesystem til at begribe, at bevægelserne ikke er farlige. Hjernen er plastisk, og forandring er mulig. Du kan med fordel træne under vejledning af en fysioterapeut.

Det kan være svært at forlige sig med, at mange af vores oplevelser som mennesker ikke afspejler virkeligheden 100%, men derimod skabes i vores hjerne.

En rigtig god illustration af dette er de klassiske optiske illusioner, hvor hjernen narres til at se noget andet end det øjet faktisk præsenteres for.

Tag nu denne. Hvilken af de to gule cirkler er størst?

Lånt af Hansen og Schröder

Man tror det ikke, men de gule cirkler er identiske. Hvorfor ser vi noget andet. Det er selvfølge på grund af de omgivende cirkler. Hjernen giver os et indtryk, som den baserer på sine erfaringer – i dette tilfælde fra omgivelserne, i et andet tilfælde kunne det være fra fortiden.

Her er endnu en illusion. Vores hjerne vil fortælle os, at de grå linjer i billedet er vind og skæve. Det er de ikke, de er helt parallelle.

Udover at være en stærk optisk illusion, er billedet også en sært rammende metafor for, hvordan det kan føles at have funktionel lidelse. Lægen kan fortælle os nok så mange gange, at de grå linjer er parallelle. Alligevel er vi fortsat skeptiske. For der opleves jo helt anderledes.

Lånt af Rosendal

Disse optiske illusioner, rammende som de er, har intet direkte at gøre med funktionel lidelse, men kan tjene som eksempel på hvordan hjernen processerer indtryk.