Patient historier

Her i foreningen vil vi gerne høre din historie om, hvordan det er at have en funktionel lidelse, hvis du vil dele din historie med os,
så send en mail lige her: mvl@pffl.dk

Rikkes historie

Det startede for ca 3½ år siden med hovedpine og vandrende smerter on/off… Jeg var ansat som lægesekretær på en afdeling, hvor jeg havde været i 9 år…. Jeg gik til lægen.

Læs resten af Rikkes historie

Lægen gav mig nogle piller-muskelafslappende… Uden effekt… Jeg fik det værre, -hovedpinen tog til og den var der efterhånden hver dag. Begyndte at tage Panodil/kodimagnyl som det første når jeg mødte på arbejde. Uden effekt…
Så røg jeg ned i et hul… Blev sygemeldt… Der var ingen forståelse og opbakning fra min arbejdsplads. Tværtimod blev jeg presset tilbage… Pligtopfyldende og “ikke-lyttende-på-min-krop som jeg er, vendte jeg tilbage til arbejde… Symptomerne blev værre. Jeg prøvede ALT!

Psykolog, mindfulness, akupunktur, KST, osteopat, fysioterapeut, kiropraktor, neurolog, tandlæge, ørelæge.

Jeg kørte land og rige rundt for at komme mine smerter til livs. Jeg ofrede 15-20.000kr af egen lomme på diverse behandlinger.

Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde for 2. gang. Denne gang blev jeg fyret efter 4 mdrs. fravær/sygdom! Det var et kæmpe nederlag. Igen var der ingen forståelse og empati. De sagde bl.a. at hvis jeg “havde tid til at køre til diverse behandlinger-så havde jeg da også tid til at komme på arbejde”! Det var cool business. Jeg fik SÅ dårlig en behandling, -og tænk sig det er det offentlige.

Jeg havde håbet og troet på mere forståelse. Jeg har siden hen fået smertestillende fra min nye læge (gabapentin og klorzoxazon). Det har en lille effekt. Men lidt har også ret.
Jeg blev d. 20.3.17 tilbudt et vikariat et nyt sted. Her er jeg nu og er blevet fastansat. Jeg lever med smerterne 24/7 og det er svært… Jeg har skåret ned på meget-både arbejdsmæssigt og på privatfronten. Tænker at det må være sådan for en periode… Mit håb om, at jeg en dag bliver smertefri er der stadig

Med venlig hilsen

Rikke

Michaels historie

Da jeg var midt i 30 ´erne begyndte jeg at få tiltagende større og større smerter fra min ryg. Smerterne kom som regel efter jeg havde cyklet længere ture, hvilket jeg ofte gjorde på det tidspunkt. På samme tid havde jeg også en travl og spændende periode i mit arbejdsliv.

Læs resten af Michaels historie

Jeg sagde ja til alle de udfordringer der var, og brugte ferie og aftner på at tage moduler på en diplomuddannelse. Hvis jeg da ikke lige tog ekstravagter, ved siden af det fuldtidsarbejde jeg havde

Samtidig skulle jeg også helst være en super atlet og trænede gerne 1 time om dagen. Jeg var hårdt spændt for og privatlivet var begyndt at knage. Men på intet tidspunkt tænkte jeg på at stoppe op og overveje min hektiske livsstil.

I stedet fortsatte jeg de næste år, mens mine smerter i ryggen blev værre og værre. Samtidig begyndte jeg også at sove dårligere, og vågnede ofte eller sov for lidt. I stedet for at drosle ned gik jeg til læge mange gange, som dog intet hjalp. Jeg prøvede også mange former for alternativ behandling, som heller ikke hjalp.

Efter ca. 4 år var mine smerter så stærke, at jeg efterhånden helt havde måtte opgivet at dyrke sport. Det endelige sammenbrud kom, da jeg sammen med mine kolleger mistede arbejdet og skulle omplaceres. Sygemelding var uundgåelig og jeg var bundet til min seng stort set hele tiden. I en periode sov jeg kun 1 time om natten. Smerterne var uudholdelige og blev kun værre hvis jeg bevægede mig. Jeg var bange for at fejle noget meget alvorligt. Jeg blev igen undersøgt på kryds og tværs men igen uden resultat.

Jeg begyndte at konkludere at det måtte være noget stress betinget, og forsøgte at undgå stress, samt meditere dagligt. Det hjalp faktisk lidt. Smerterne var dog fortsat store og kun ved et tilfælde blev jeg opmærksom på diagnosen funktionelle lidelser, gennem et indslag i fjernsynet.

Det var et vende punkt at få stillet diagnosen, fordi jeg kunne genkende symptomerne og starte på den meget lange og langsomme genoptræningsproces, som har gjort at jeg i dag har meget få symptomer, arbejder fuldtid og er igen sportslig aktiv.