Da systemet gav op – tog jeg sagen i egne hænder

Joakim var 17 år, da hans krop begyndte at bryde sammen. I ni måneder blev han sendt rundt i systemet uden svar – og uden at vide, at der findes behandling for funktionel lidelse. Mødet med en kinesiolog blev vendepunktet

Skrevet af Joakim Berg Henriksen

Februar 2026

Jeg var 17 år og lige startet i 1.g på Viborg Katedralskole. Jeg havde fritidsjob, masser af venner og et helt almindeligt ungdomsliv med fart på. Jeg var ikke en, der lå syg. Jeg var aktiv, social og havde planer. Så begyndte jeg at få ondt i maven.

Det startede relativt uskyldigt. Ondt i maven. Halsbetændelse. Lungebetændelse. Infektioner, der ikke rigtigt ville forsvinde.

Men i løbet af få måneder tog det til. Jeg blev konstant svimmel, ekstremt træt, fik trykken i brystet, smerter i halsen og følte, at min krop var ved at bryde sammen. Jeg kunne ikke passe min skole. Mit fravær steg, og jeg kunne ikke forklare hvorfor. For jeg vidste det jo ikke selv.

Det værste var følelsen af, at noget var alvorligt galt – uden at nogen kunne fortælle mig hvad.

Jeg var tilknyttet tre hospitaler på én gang. Skejby, Viborg og Gødstrup. Det ene sted ville fjerne mine mandler. Det andet måske kun delvist, og det tredje slet ikke.

Jeg blev en del af kræftpakken uden at vide det på forhånd. Jeg blev scannet, testet og undersøgt for alvorlige sygdomme – blandt andet leukæmi – uden, at det blev forklaret tydeligt for mig. Hver gang jeg troede, at vi var tæt på et svar, blev jeg sendt videre.

På et tidspunkt sagde en læge til mig: “Hvad er det egentlig, du regner med, at vi skal finde?”

Den sætning glemmer jeg aldrig.

Til sidst fik vi beskeden: De kunne ikke gøre mere. Vi skulle ikke kontakte hospitalet igen.

Jeg var 17 år og havde svært ved at trække vejret om natten. Jeg troede oprigtigt, at jeg skulle dø.

På et møde blev begrebet “funktionel lidelse” nævnt første gang. Det blev ikke forklaret i dybden. Der blev ikke lagt en behandlingsplan. Der blev ikke talt om specialiserede centre. Vi måtte selv google os frem. Jeg vidste ikke, at der fandtes behandling. Jeg vidste ikke, at man kunne blive henvist til Patientforeningen for Funktionelle Lidelser. Min egen læge lagde ansvaret over på hospitalerne, og hospitalerne afsluttede mig.

Set i bakspejlet virker det uforståeligt, at specialiseret behandling aldrig blev bragt på banen. Men i situationen anede jeg ikke, at det var en mulighed.

Jeg fik tilbudt månedlige samtaler uden egentlig behandlingsplan. Jeg prøvede psykolog én gang. Jeg prøvede hypnoterapi, som hjalp kortvarigt på de tunge følelser – men kroppen blev ved med at være syg.

Jeg følte mig overladt til mig selv.

I marts 2025 kunne jeg næsten ikke mere. Min mandel var så opsvulmet, at jeg kæmpede for hvert åndedrag. Mine forældre sov på skift hos mig, fordi jeg var bange for at falde i søvn. En nat sagde jeg til min mor: “Mor, jeg tror, jeg skal dø.”

Jeg havde været syg i ni måneder. Jeg kunne ikke se en vej ud.

I april tog jeg til en kinesiolog i Hinnerup-området. Jeg kendte ikke til behandlingsformen og havde ingen forventninger. Jeg ville bare være rask. Ellen forklarede om blokeringer i kroppens energisystem. Jeg forstod det ikke fuldt ud, men jeg mærkede en forandring.

Dagen efter begyndte min krop at reagere voldsomt. Jeg kastede op, og de hvide belægninger i min hals løsrev sig. Det stod på i tre dage. Derefter stoppede det. Jeg blev rask. Jeg fik én behandling mere kort efter og senere en opfølgende behandling for at bearbejde frygten for at blive syg igen. For mig blev det vendepunktet. Jeg ved, at kinesiologi ikke er en del af det etablerede system, men det hjalp mig, da intet andet gjorde.

Det er først efterfølgende – blandt andet gennem kontakten med PFFL – at jeg blev klar over, at der faktisk findes specialiseret behandling for funktionel lidelse. Den viden havde jeg ikke, da jeg stod midt i det. Havde jeg vidst det, havde jeg sagt ja med det samme. Det er nok dét, der undrer mig mest i dag: At diagnosen blev nævnt, men aldrig fulgt op med reel information om, hvad man gør ved den.

I dag lever jeg et normalt liv. Jeg går i skole, arbejder og har fuld fart på igen. Men forløbet har sat spor. Ikke fysisk, men mentalt. Det sværeste for mig er stadig, at jeg aldrig fik et klart svar. At ingen rigtig tog ejerskab. At jeg følte mig sendt rundt og til sidst afsluttet, mens jeg stadig var alvorligt syg. Jeg er ikke vred på lægerne. Jeg er ked af det.

Jeg troede, systemet var der, når man blev syg. Det var en hård erkendelse at opdage, at det ikke altid føles sådan.

Hvis du får at vide, at du har en funktionel lidelse, så insister på at få forklaret, hvad det betyder. Spørg til behandling. Spørg til specialiserede tilbud.

Og vigtigst: Giv ikke op på dig selv.

Jeg fortæller min historie, fordi jeg ved, hvor ensomt det føles at stå dér.