INTERVIEW: Psykiater og forsker Andreas Schröder deler ud af sin viden om funktionelle lidelser, netop som han forlader forskningsfeltet efter mere end 20 år.
Af Morten Madsen
Foto: CuraVita
Overlæge, psykiater og ph.d. Andreas Schröder gik kun modvilligt med til at lade sig interviewe.
Men jeg insisterede, for Andreas takker af efter 20 år med klinisk arbejde og forskning inden for funktionel lidelse, og han slipper ikke for at dele sin indsigt med PFFL. Heldigvis takkede den venlige mand ja.
Det kom der et langt interview ud af, som vi deler op i to dele. Dette er første del, som handler om forskningen. I anden del stiller vi Andreas nogle kritiske spørgsmål: Begik lægerne fejl? Fem skarpe spørgsmål til psykiateren – PFFL
Vi ved ikke, hvad funktionel lidelse er på et biomedicinsk molekylært niveau. Men vi har mange data, som understøtter den nuværende tilgang til funktionel lidelse – som en gruppe af nært beslægtede sygdomme. Og vigtigst af alt ved vi, at behandlingen har effekt. Det er veldokumenteret.
Andreas Schröder
Lad os tage den fra begyndelsen
Andreas toner frem på en videoforbindelse fra et lille kvistværelse i privaten.
Hvordan startede det hele?
”Jeg har arbejdet med funktionel lidelse siden 2004 i Danmark, hvor jeg indgik i Per Finks team i Aarhus, en gruppe præget af begejstring og entusiasme. Vi ville gøre en forskel. Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive ph.d. om udredning og behandling af funktionel lidelse, og det blev startskuddet for mig.”
Andreas fortsætter: ”Funktionel lidelse var ikke et statusfelt. Mange af mine psykiaterkolleger anså patientgruppen for besværlig, og som nogen man ikke kunne hjælpe. Men jeg syntes, det var et spændende felt.”
BLÅ BOG: ANDREAS SCHRÖDER
Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.
- Har arbejdet med funktionelle lidelser i Danmark siden 2004
- Forsvarede sin ph.d. om udredning og behandling af funktionelle lidelser ved Aarhus Universitet i 2010.
- Har været overlæge ved Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, og klinisk lektor ved Aarhus Universitet. Har undervist flere generationer af kommende speciallæger i almen medicin i funktionelle lidelser.
- Har været med til at starte det lægevidenskabelige selskab DASEFU – Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser og siddet i dets bestyrelse i 6 år.
- Arbejder i dag som psykiater ved ressourcecenteret CuraVita og underviser fortsat læger og andre faggrupper i funktionelle lidelser.
Idéen bag funktionel lidelse opstod i slut-90’erne i England, hvor en række forskere i tidsskriftet The Lancet foreslog at samle en række diagnoser under en ny fællesbetegnelse, fordi sygdommene havde så meget til fælles.
I Danmark tog Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitetshospital stafetten op med overlæge Per Fink som leder. Klinikken undersøgte kognitiv adfærdsterapi som behandling i kombination med gradueret genoptræning, medicin, mindfulness med mere. Andreas Schröder forsvarede sin ph.d. om funktionel lidelse i 2010, og hans studie var det første af omkring ni danske studier af behandlingen af funktionel lidelse. Studier, som danner grundlag for behandlingen i Danmark i dag, og som internationalt har givet genklang.
Hvor står forskningen i dag – 20 år efter?
Hvor har forskningen ført os hen i dag?
”De danske studier har bekræftet hypotesen fra de engelske forskere i 90’erne,” forklarer Andreas og fremhæver det danske guldæg DanFunD-studiet som det bedste eksempel.
”DanFunD er verdens største befolkningsundersøgelse i funktionelle lidelser, hvor den samme gruppe tilfældigt udvalgte borgere undersøges gentagne gange over en lang årrække ved personligt fremmøde og ved hjælp af en bred bio-psyko-social tilgang. Studiet har fulgt deltagerne i 10 år nu og har affødt over 40 videnskabelige artikler. Og mange flere er på vej.”
Data fra DanFunD-studiet har altså bekræftet, at overlappet mellem de kendte syndromdiagnoser er meget stort, og at både årsager og sygdomsmekanismer går på tværs af en række lidelser som fibromyalgi, neurologiske bevægeforstyrrelser, irritabel tyktarm osv.
Men årsagerne bag funktionel lidelse er stadig kun delvis klarlagt. Som Andreas Schröder formulerer det:
”Vi ved ikke, hvad funktionel lidelse er på et biomedicinsk molekylært niveau. Men vi har mange data, som understøtter den nuværende tilgang til funktionel lidelse – som en gruppe af nært beslægtede sygdomme. Og vigtigst af alt ved vi, at behandlingen har effekt. Det er veldokumenteret.”
Andreas sender mig dette link til danske behandlingsstudier og internationalt anerkendte behandlingsvejledninger.
Forskes der nok i funktionel lidelse?
”Forskningen er blevet markant øget. I Europa er der de seneste år etableret et meget intensivt forskningssamarbejde – Euronet SOMA – og der er oprettet et forsknings- og uddannelsesprogram for unge forskere – ETUDE. En af frugterne af programmet er det internationale projekt Bodysymptoms, en online platform hvor patienter selv kan gå på opdagelse i forståelsen af deres kropslige symptomer.”
”Men der er stadig meget, vi ikke ved om funktionel lidelse, og vi vil altid gerne vide mere. Feltet har ikke bevågenhed nok, og patienterne fortjener mere forskning.”
Tror du, vi nogensinde finder en biologisk markør for funktionel lidelse?
”Vi skal ikke tro – vi skal vide…” Dette mantra gentager forskeren Andreas Schröder flere gange i løbet af interviewet. ”Men jeg forventer ikke, at der ligger én enkelt biomedicinsk markør, og med stor sikkerhed ikke én sygdomsmekanisme. Det er så komplekst. Immunsystemet, centralnervesystemet, det autonome nervesystem spiller sammen, så der er mange årsagsfaktorer.”
Men forsøger forskerne at forstå biologien bag?
”Det skal vi aldrig opgive.”
Andre forskere taler for, at feltet burde opdeles i forskellige diagnoser i stedet for at samle dem. Taler forskningen stadig for at samle diagnoserne?
”Langt de fleste forskere vil være enige i, at når man leder efter sygdomsmekanismer og årsager, så må man kigge bredt. Hvis vi udelukker nogle patientgrupper fra forskning på baggrund af en forældet opdeling, risikerer vi at lave dårlig videnskab” siger Andreas og fortsætter:
”Vi arbejder ud fra princippet ”first lump – then split.” Først samler vi diagnoserne med mange fællestræk, og hvis det viser sig, at der er evidens for at splitte feltet op igen, gør vi det. Men i dag er der ikke evidens for afgrænsninger inden for funktionel lidelse. Hvad angår fx ME/CFS, peger data ikke på en entydig og afgrænset sygdom.”
Andreas fortsætter: ”Hvis funktionel lidelse bliver opdelt på ny, vil det være andre opdelinger end de i dag kendte syndromdiagnoser.”
Andreas sender mig efterfølgende denne nyere forskningsartikel, som er ”det allerstørste studie hidtil,” og som taler for ”shared mechanisms,” altså at der er tale om samme type sygdomme.
Konkurrence om diagnoserne – ME og fibromyalgi
Men andre forskere forsker jo specifikt i ME/CFS og fibromyalgi. Se bare det nyligt publicerede studie i fibromyalgi, som peger på nogle særlige genvarianter hos patienterne. Kan funktionel lidelse blive overhalet af denne forskning?
”Spørgsmålet er sat lidt forkert op. Forskning i funktionel lidelse og forskning i ME/CFS eller fibromyalgi er ikke modsætninger. Det er jo de samme patienter, og de samme sygdomme, der forskes i. Den videnskabelige diskussion handler om klassifikation, altså hvordan vi underinddeler i sygdomsgrupper. Forskning i ME og fibromyalgi er altså også forskning i funktionel lidelse og vice versa.”
Andreas fortsætter:
”Hvad angår det nye, meget hypede studie i fibromyalgi, har man fundet genvariationer, som medfører dysfunktioner i centralnervesystemet hos patienterne. Men fundet er ikke overraskende for os, og modsiger ikke begrebet funktionel lidelse. At fibromyalgi er en sygdom i centralnervesystemet, postulerede vi allerede, da sygdommen stadig blev omtalt som en gigtsygdom eller sygdom i bevægeapparatet. Meget interessant bekræfter dette genstudie også et kraftigt overlap med bl.a. irritabel tyktarm – allerede på genetisk niveau.”
Studiet i fibromyalgi fik mange til at konkludere, at fibromyalgi er en biologisk sygdom og ikke psykisk. Hvad mener du om det?
”Ja. Den diskussion afspejler en forældet opdeling i sygdomme i kroppen og sygdomme i sindet. Det er både-og,” siger Andreas og slår fast: ”Neurologi er også psykologisk, og psykiatri er i høj grad biologisk.”
Andreas sender mig dette studie om nøjagtig det emne. Han afslutter:
”Det kan være svært at forstå, men den historiske opdeling i psykiatri og neurologi er ved at blive overhalet af lægevidenskaben.”
Efter mere end 20 år i forskningen overlader Andreas Schröder nu arbejdet til en ny generation af forskere. Andreas vil fortsætte med at undervise i funktionel lidelse.
Læs også: