Begik lægerne fejl? Fem skarpe spørgsmål til psykiateren

INTERVIEW: Vi stiller fem skarpe spørgsmål til psykiater og forsker Andreas Schröder, netop som han forlader forskningen efter mere end 20 år.

Af Morten Madsen
Foto: CuraVita

Dette er anden del af interviewet med Andreas Schröder, hvor vi stiller kritiske spørgsmål til forskeren.

Første del kan du læse her: Forsker i funktionel lidelse gør status efter 20 år – PFFL

Det krævede overtalelse at få overlæge, psykiater og ph.d. Andreas Schröder til at stille op til dette interview.

Måske skyldes modviljen, at Andreas tidligere har fået tæsk i offentligheden. I en artikel i Ugeskrift for Læger fra 2020 kan man læse, hvordan hans og kollegernes forskning er blevet miskrediteret og latterliggjort, og hvordan hans team blev udskammet offentligt for deres behandling af patienterne. Man kan også læse, at Andreas gik ned med stress og depression i samme periode. Funktionel lidelse er et emne, som vækker stærke følelser hos folk, og det kræver sit at modstå et sådant pres.

De svære spørgsmål tager vi livtag med nu. Den negative medieomtale og modstand hører man stadig ekko af i dag på visse internetfora. Men var der noget om kritikken?

Jeg møder nogle patienter, for hvem det er magtpåliggende, at psykologiske faktorer slet ikke spiller ind ved deres symptomer, og at forklaringen må være udelukkende fysisk. Det skal jeg respektere.

Andreas Schröder

1. Begik lægerne fejl?

Jeg bliver nødt til at spørge dig – begik man nogen fejl i det tidlige pionerarbejde, hvor man afprøvede den psykologiske og fysiske behandling på patienterne?  

Andreas minder mig om, at der generelt var stor tilfredshed med behandlingen, selvom enkelte patienter følte sig fejlbehandlede. Han nævner dog et studie i terapiformen Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som var oppe i tiden, men som ikke viste signifikant effekt.

”Det var hårdt at have tilbudt og testet en ny behandlingsform, som faktisk ikke hjalp patienterne, og hvor kun få fik det bedre, og hvor nogle fik det en del værre! Vi var blevet for entusiastiske omkring, hvor hurtigt og effektivt man kunne behandle. Samlet set var behandlingen for udfordrende for mange.”

ACT er dog en terapiform, der stadig benyttes i dag.

Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.

  • Har arbejdet med funktionelle lidelser i Danmark siden 2004.
  • Forsvarede sin ph.d. om udredning og behandling af funktionelle lidelser ved Aarhus Universitet i 2010.
  • Har været overlæge ved Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, og klinisk lektor ved Aarhus Universitet. Har undervist flere generationer af kommende speciallæger i almen medicin i funktionelle lidelser.
  • Har været med til at starte det lægevidenskabelige selskab DASEFU – Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser og siddet i dets bestyrelse i seks år.
  • Arbejder i dag som psykiater ved ressourcecenteret CuraVita og underviser fortsat læger og andre faggrupper i funktionelle lidelser.

Her er et link til Andreas Schröders forskning

2. Har man ændret praksis?

Det er mit indtryk, at man behandler mere forsigtigt i dag og har større fokus på risikoen for tilbagefald. Ville du have gjort noget anderledes, når du ser tilbage?

Andreas trækker meget længe på det… som overvejer han, om han bør svare.

”Måske var vi ikke altid nænsomme nok – det kan godt være – men objektivt set ved jeg det ikke,” svarer han.

Andreas vender derefter blikket mod sin egen udvikling som læge:

”Jeg har rykket mig meget,” forklarer han. ”I mine unge dage troede jeg måske mere på bogen end på patienten – en typisk lægelig arrogance. I dag har jeg det sådan, at hvis patienten siger noget, der ikke matcher litteraturen, så må det ikke overhøres – det skal tages alvorligt, og det burde måske gælde for hele feltet. Det er min tilgang.”

3. Kan gradueret genoptræning skade?

Hvad er din holdning til, at nogen mener, at gradueret genoptræning er decideret skadeligt?

”Det er ikke dokumenteret, at aktivitet – træning af kroppen – er skadelig. Træning kan give ekstra gener i en periode, og derfor er det vigtigt at tilpasse behandlingen individuelt til patienten. Hvad der derimod er veldokumenteret, er, at inaktivitet har alle mulige skadelige følgevirkninger på kroppen.”

Andreas henviser til en litteraturgennemgang om træning som behandlingsform for fx kronisk træthed.

4. Har patienterne brug for en psykiater?

Jeg vil spørge ind til psykiatriens rolle på feltet i dag. Funktionel lidelse anses jo ikke for en psykiatrisk lidelse, men for en bio-psyko-social sygdom. Man har bevæget sig væk fra gamle betegnelser som ”psykosomatik.” Har patienterne brug for en psykiater?  

Andreas trækker på det. ”Ja, nogen har jo en stærk holdning til, at sygdommen ikke er psykisk. Men jeg må sige, at blandt alle de patienter med funktionel lidelse, jeg har mødt, har jeg aldrig mødt nogen, hvor jeg ikke så psykologiske elementer i lidelsen. Det er aldrig en hundrede procent biologisk sygdom. Det er en multifaktoriel sygdom. De vedligeholdende faktorer er både biologiske og sociale, og adfærd og tanker spiller ind på de vedligeholdende faktorer.”

5. Fysisk eller psykisk?

Hvad siger du til en patient, som mener, at han eller hun kun fejler noget fysisk?

Andreas fortsætter: ”Jeg møder nogle patienter, for hvem det er magtpåliggende, at psykologiske faktorer slet ikke spiller ind ved deres symptomer, og at forklaringen må være udelukkende fysisk. Det skal jeg respektere. Som behandlende læge må man opnå en god relation med patienten, ellers bliver det svært at hjælpe vedkommende. Min erfaring er, at med større nænsomhed i tilgangen er det blevet nemmere at nå ind til folk. Hos andre patienter ræsonnerer den bio-psyko-sociale sygdomsmodel bedre.”

Efter mere end 20 år i forskningen overlader Andreas Schröder nu arbejdet til en ny generation af forskere. Andreas vil fortsætte med at undervise i funktionel lidelse.

Læs også:

Forsker i funktionel lidelse gør status efter 20 år

INTERVIEW: Psykiater og forsker Andreas Schröder deler ud af sin viden om funktionelle lidelser, netop som han forlader forskningsfeltet efter mere end 20 år.

Af Morten Madsen
Foto: CuraVita

Overlæge, psykiater og ph.d. Andreas Schröder gik kun modvilligt med til at lade sig interviewe.

Men jeg insisterede, for Andreas takker af efter 20 år med klinisk arbejde og forskning inden for funktionel lidelse, og han slipper ikke for at dele sin indsigt med PFFL. Heldigvis takkede den venlige mand ja.

Det kom der et langt interview ud af, som vi deler op i to dele. Dette er første del, som handler om forskningen. I anden del stiller vi Andreas nogle kritiske spørgsmål: Begik lægerne fejl? Fem skarpe spørgsmål til psykiateren – PFFL

Vi ved ikke, hvad funktionel lidelse er på et biomedicinsk molekylært niveau. Men vi har mange data, som understøtter den nuværende tilgang til funktionel lidelse – som en gruppe af nært beslægtede sygdomme. Og vigtigst af alt ved vi, at behandlingen har effekt. Det er veldokumenteret.

Andreas Schröder

Lad os tage den fra begyndelsen

Andreas toner frem på en videoforbindelse fra et lille kvistværelse i privaten.

Hvordan startede det hele?

”Jeg har arbejdet med funktionel lidelse siden 2004 i Danmark, hvor jeg indgik i Per Finks team i Aarhus, en gruppe præget af begejstring og entusiasme. Vi ville gøre en forskel. Jeg blev spurgt, om jeg ville skrive ph.d. om udredning og behandling af funktionel lidelse, og det blev startskuddet for mig.”

Andreas fortsætter: ”Funktionel lidelse var ikke et statusfelt. Mange af mine psykiaterkolleger anså patientgruppen for besværlig, og som nogen man ikke kunne hjælpe. Men jeg syntes, det var et spændende felt.”

Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.

  • Har arbejdet med funktionelle lidelser i Danmark siden 2004
  • Forsvarede sin ph.d. om udredning og behandling af funktionelle lidelser ved Aarhus Universitet i 2010.
  • Har været overlæge ved Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, og klinisk lektor ved Aarhus Universitet. Har undervist flere generationer af kommende speciallæger i almen medicin i funktionelle lidelser.
  • Har været med til at starte det lægevidenskabelige selskab DASEFU – Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser og siddet i dets bestyrelse i 6 år.
  • Arbejder i dag som psykiater ved ressourcecenteret CuraVita og underviser fortsat læger og andre faggrupper i funktionelle lidelser.

Her er et link til Andreas Schröders forskning

Idéen bag funktionel lidelse opstod i slut-90’erne i England, hvor en række forskere i tidsskriftet The Lancet foreslog at samle en række diagnoser under en ny fællesbetegnelse, fordi sygdommene havde så meget til fælles.

I Danmark tog Forskningsklinikken for Funktionelle Lidelser ved Aarhus Universitetshospital stafetten op med overlæge Per Fink som leder. Klinikken undersøgte kognitiv adfærdsterapi som behandling i kombination med gradueret genoptræning, medicin, mindfulness med mere. Andreas Schröder forsvarede sin ph.d. om funktionel lidelse i 2010, og hans studie var det første af omkring ni danske studier af behandlingen af funktionel lidelse. Studier, som danner grundlag for behandlingen i Danmark i dag, og som internationalt har givet genklang.

Hvor står forskningen i dag – 20 år efter?

Hvor har forskningen ført os hen i dag?

”De danske studier har bekræftet hypotesen fra de engelske forskere i 90’erne,” forklarer Andreas og fremhæver det danske guldæg DanFunD-studiet som det bedste eksempel.

”DanFunD er verdens største befolkningsundersøgelse i funktionelle lidelser, hvor den samme gruppe tilfældigt udvalgte borgere undersøges gentagne gange over en lang årrække ved personligt fremmøde og ved hjælp af en bred bio-psyko-social tilgang. Studiet har fulgt deltagerne i 10 år nu og har affødt over 40 videnskabelige artikler. Og mange flere er på vej.”

Data fra DanFunD-studiet har altså bekræftet, at overlappet mellem de kendte syndromdiagnoser er meget stort, og at både årsager og sygdomsmekanismer går på tværs af en række lidelser som fibromyalgi, neurologiske bevægeforstyrrelser, irritabel tyktarm osv.

Men årsagerne bag funktionel lidelse er stadig kun delvis klarlagt. Som Andreas Schröder formulerer det:

”Vi ved ikke, hvad funktionel lidelse er på et biomedicinsk molekylært niveau. Men vi har mange data, som understøtter den nuværende tilgang til funktionel lidelse – som en gruppe af nært beslægtede sygdomme. Og vigtigst af alt ved vi, at behandlingen har effekt. Det er veldokumenteret.”

Andreas sender mig dette link til danske behandlingsstudier og internationalt anerkendte behandlingsvejledninger.

Forskes der nok i funktionel lidelse?

”Forskningen er blevet markant øget. I Europa er der de seneste år etableret et meget intensivt forskningssamarbejde – Euronet SOMA – og der er oprettet et forsknings- og uddannelsesprogram for unge forskere – ETUDE. En af frugterne af programmet er det internationale projekt Bodysymptoms, en online platform hvor patienter selv kan gå på opdagelse i forståelsen af deres kropslige symptomer.”

”Men der er stadig meget, vi ikke ved om funktionel lidelse, og vi vil altid gerne vide mere. Feltet har ikke bevågenhed nok, og patienterne fortjener mere forskning.”

Tror du, vi nogensinde finder en biologisk markør for funktionel lidelse?

”Vi skal ikke tro – vi skal vide…” Dette mantra gentager forskeren Andreas Schröder flere gange i løbet af interviewet. ”Men jeg forventer ikke, at der ligger én enkelt biomedicinsk markør, og med stor sikkerhed ikke én sygdomsmekanisme. Det er så komplekst. Immunsystemet, centralnervesystemet, det autonome nervesystem spiller sammen, så der er mange årsagsfaktorer.”

Men forsøger forskerne at forstå biologien bag?

”Det skal vi aldrig opgive.”

Andre forskere taler for, at feltet burde opdeles i forskellige diagnoser i stedet for at samle dem. Taler forskningen stadig for at samle diagnoserne?

”Langt de fleste forskere vil være enige i, at når man leder efter sygdomsmekanismer og årsager, så må man kigge bredt. Hvis vi udelukker nogle patientgrupper fra forskning på baggrund af en forældet opdeling, risikerer vi at lave dårlig videnskab” siger Andreas og fortsætter:

”Vi arbejder ud fra princippet ”first lump – then split.” Først samler vi diagnoserne med mange fællestræk, og hvis det viser sig, at der er evidens for at splitte feltet op igen, gør vi det. Men i dag er der ikke evidens for afgrænsninger inden for funktionel lidelse. Hvad angår fx ME/CFS, peger data ikke på en entydig og afgrænset sygdom.”

Andreas fortsætter: ”Hvis funktionel lidelse bliver opdelt på ny, vil det være andre opdelinger end de i dag kendte syndromdiagnoser.”

Andreas sender mig efterfølgende denne nyere forskningsartikel, som er ”det allerstørste studie hidtil,” og som taler for ”shared mechanisms,” altså at der er tale om samme type sygdomme.

Konkurrence om diagnoserne – ME og fibromyalgi

Men andre forskere forsker jo specifikt i ME/CFS og fibromyalgi. Se bare det nyligt publicerede studie i fibromyalgi, som peger på nogle særlige genvarianter hos patienterne. Kan funktionel lidelse blive overhalet af denne forskning?

”Spørgsmålet er sat lidt forkert op. Forskning i funktionel lidelse og forskning i ME/CFS eller fibromyalgi er ikke modsætninger. Det er jo de samme patienter, og de samme sygdomme, der forskes i. Den videnskabelige diskussion handler om klassifikation, altså hvordan vi underinddeler i sygdomsgrupper. Forskning i ME og fibromyalgi er altså også forskning i funktionel lidelse og vice versa.”

Andreas fortsætter:

”Hvad angår det nye, meget hypede studie i fibromyalgi, har man fundet genvariationer, som medfører dysfunktioner i centralnervesystemet hos patienterne. Men fundet er ikke overraskende for os, og modsiger ikke begrebet funktionel lidelse. At fibromyalgi er en sygdom i centralnervesystemet, postulerede vi allerede, da sygdommen stadig blev omtalt som en gigtsygdom eller sygdom i bevægeapparatet. Meget interessant bekræfter dette genstudie også et kraftigt overlap med bl.a. irritabel tyktarm – allerede på genetisk niveau.”

Studiet i fibromyalgi fik mange til at konkludere, at fibromyalgi er en biologisk sygdom og ikke psykisk. Hvad mener du om det?

”Ja. Den diskussion afspejler en forældet opdeling i sygdomme i kroppen og sygdomme i sindet. Det er både-og,” siger Andreas og slår fast: ”Neurologi er også psykologisk, og psykiatri er i høj grad biologisk.”

Andreas sender mig dette studie om nøjagtig det emne. Han afslutter:

”Det kan være svært at forstå, men den historiske opdeling i psykiatri og neurologi er ved at blive overhalet af lægevidenskaben.”

Efter mere end 20 år i forskningen overlader Andreas Schröder nu arbejdet til en ny generation af forskere. Andreas vil fortsætte med at undervise i funktionel lidelse.

Læs også:

En vigtig dag i Fredericia – vi delte patienternes stemme

Da PFFL gæstede Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser, blev patienternes perspektiv sat tydeligt på dagsordenen. Vi talte om håb, hverdagsmod og behovet for mere kropslig behandling.

Blogindlæg af Lone M. Jensen og Morten Madsen

Mandag den 27. oktober 2026 var en særlig dag for PFFL. Vores tidligere formand Lone M. Jensen og nuværende formand Morten Madsen var inviteret af Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser (DASEFU) til at undervise på selskabets formelle uddannelse i funktionel lidelse i Fredericia. Uddannelsen henvender sig til fagfolk, og PFFL var inviteret til at bidrage med patientperspektivet – og naturligvis til at sætte vores forening tydeligt på landkortet.

Patienternes erfaringer i centrum

I oplægget delte vi patienternes stemme – både om det at leve med sygdommen og om mødet med behandlingscentrene. Vi talte om den vedvarende udfordring, det kan være at holde modet oppe og finde en ny balance i hverdagen, og vi understregede behovet for afstigmatisering og for at udbrede viden om diagnosen.

Et centralt tema var behovet for opfølgning efter endt behandling. Alt for mange patienter føler sig overladt til sig selv, når centrene afslutter dem. Uden en plan for, hvordan patienten kan fastholde fremskridtet ved at bruge de værktøjer, de har fået under forløbet, risikerer effekten at gå tabt. Her spiller PFFL en vigtig rolle – ved at stå til rådighed med rådgivning, opbakning og sociale fællesskaber, som hjælper med at holde fast i det, der virker.

Behovet for mere kropsterapi

Vi præsenterede samtidig nogle af de foreløbige resultater fra PFFL’s spørgeskemaundersøgelse om medlemmernes erfaringer med de funktionelle centre. Her tegner der sig et tydeligt billede: mange savner en mere kropslig tilgang i behandlingen. Flere beskriver, at der har været for meget fokus på tanker og analyse – og for lidt hjælp til at mærke kroppen og forstå dens signaler.

Flere medlemmer efterlyser kropsterapi, massage eller psykomotorisk behandling som supplement til samtalerne – behandlinger, der kan berolige nervesystemet og skabe positive erfaringer med berøring. Nogle oplevede først bedring, da de selv opsøgte en kropsterapeut efter forløbet. En bedre balance mellem hoved og krop ville, ifølge mange, give mere ro, grounding og helhedsforståelse.

En inspirerende dag

Dagen i Fredericia blev en inspirerende oplevelse med mange engagerede fagfolk – både nye og kendte ansigter fra de regionale centre, børne- og ungepsykiatrien, kommunerne og andre dele af sundhedsvæsenet. Samtalerne viste, hvor stor interessen er for at forstå patientperspektivet, og hvor vigtigt det er, at vi som patientforening fortsat bringer den stemme i spil.

Vi fortalte naturligvis også om PFFL’s arbejde og de mange tilbud, vi har til medlemmerne – fra rådgivning og webinarer til cafégrupper og netværk på tværs af landet.

Frem mod nye dialogmøder

Vi fik heldigvis mulighed for at netværke med repræsentanter fra alle fem regionale centre for funktionelle lidelser. Her aftalte vi at holde en række dialogmøder i 2026, hvor vi vil fremlægge resultaterne af vores spørgeskemaundersøgelse og drøfte patienternes erfaringer direkte med centrene.

En stor tak til DASEFU for invitationen og for tilliden til, at vi kunne bidrage med patienternes perspektiv.

DASEFU’s Årsmøde – Paneldebat

Formand Morten deltog i denne uge på årsmødet for Dansk Selskab for Funktionel Lidelse. Han deltog i paneldebatten under emnet ‘Sociale perspektiver på Funktionel Lidelse’, som i høj grad kom til at handle om bedre sagsbehandling til borgerne, samt hospitalernes fokus på det hele menneske.

27. April 2024

Af Morten Madsen

Fredag d. 26/4 havde jeg den ære at deltage i afrundingen på årsmødet for Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser. På årsmødet deltog mange fagfolk i berøring med patienter med FL; forskere, læger, fysioterapeuter, unge læger mv., og undertegnede var inviteret som lægmand, som repræsentant for patienterne. Afrundingen bestod af en paneldebat med emnet Socialmedicinske perspektiver på Funktionel Lidelse.

Debatten var afgrænset til et snævert emne, nemlig behandlingscentrenes socialmedicinske indsats. En overlæge lagde ud med et oplæg om, hvordan man i behandlingen på hendes afsnit støtter patienterne på sociale parametre, dvs. forholder sig til patientens liv i bredest mulige perspektiv; familie, arbejde, drømme og ønsker osv. som en del af behandlingen. Derpå en spørgerunde fra salens omkring 50 fremmødte.

Jeg må indrømme, at jeg følte mig blandt fagfolk med et indforstået sprog, og jeg stod af indimellem… Til gengæld fik jeg tid til at tage noter. 

Overordnet var det rart at mærke omsorgen for patienten som helt menneske, som var en tydelig fællesnævner i salen. Lægerne er sig meget bevidst, at fokus på borgerens symptomer og sygdomsforståelse ikke rækker – der skal også være ro på den sociale situation, og her kan sygehus spille en vigtig rolle i dialogen med kommunen.

Man har været bevidst om denne rolle længe. Som Sven Viskum, tidligere overlæge og medgrundlægger af Center for Komplekse Symptomer sagde: Da vi grundlagde afdelingen i Frederiksberg, ansatte vi to socialrådgivere, men vi ville helst have haft tre!

Jeg kan naturligvis ikke referere fra debatten i et lukket selskab, men jeg vil kort belyse, hvad der blev diskuteret.

Debatten

Der var bred enighed om, at vi savner en bedre fællesforståelse for Funktionel Lidelse på tværs af alle instanser, som borgeren møder, herunder hospital og kommune. Ja, en sådan fællesforståelse har PFFL da også haft på ønskelisten længe. Det er jo meget tilfældigt, hvilken holdning og viden om FL man møder i landets kommuner. Så vidt det overordnede.

Mere specifikt ligger der en opgave i at formidle den enkelte borgers sygdom og udfordringer til en kommune, så budskabet forstås korrekt.

Nogen talte for en mere positiv indstilling til borgeren bl.a. gennem ordvalget, for at fremme en positiv vinkel på det hele. Man kan således fokusere på “funktionsniveau” fremfor “diagnose” i behandlingsforløb og statusattest. Funktionsniveau er en mere positiv fortælling. En overlæge forklarede, at hun altid spørger patienterne indgående: ”Hvad vil du gerne opnå i livet? Hvad vil du?” (fremfor ’hvad vil du skånes for’). Jeg følte en smule skepsis over dette, men holdt det for mig selv.

Så er der udfordringen med at oversætte til kommunen, så sagsbehandleren får et retvisende billede af borgerens funktionsniveau – med positivt, og ikke negativt fortegn.

Det blev vendt og drejet, hvordan man udfører den “gode statusattest”. Udfordringen er, at en attest er et øjebliksbillede. Hospitalet må gøre meget ud af at tydeliggøre, at borgeren som oftest har et meget fluktuerende helbred/energiniveau. Borgeren kan fx være aktiv og effektiv i tre måneder for derefter at få et dyk. Der er intet nemt svar på dette. Nogen lagde vægt på, at patienten skal være sit eget ansvar meget bevidst i processen med udformningen af statusattesten.

Kommuner kan være tunge at danse med – ikke kun for os borgere, men også for hospitaler. Kommunerne er meget forskellige, og har hver deres politik og retningslinjer, som den lokale sagsbehandler ikke kan se bort fra. Hospitalerne skal finde rundt i dette, og nogen gange kende deres begrænsninger mht. at få indflydelse på udfaldet af en sagsbehandling. Eller skal de?

Måske kan hospitalet godt agere mere offensivt og insistere på et interaktivt forløb med kommunen. Insistere på, at paragrafferne bliver anvendt til borgerens fordel, mhp. at borgeren lander et bæredygtigt sted. Hospitalet kan i hvert fald tydeliggøre så godt som muligt, hvad der skal til for, at patienten klarer skærene på et fleksjob eller lignende, og være sig kommunikationen mest mulig bevidst. Kommunen er jo heller ikke tjent med en borger, som aktiveres i det uendelige, og som aldrig finder sit ståsted.

Jeg ved, at Charlotte Forstrøm fra Center for FL i Aalborg har dialogen med kommunen meget på sinde. Hun ser gerne, har hun fortalt mig, at en patient kommer i arbejdsprøvning sideløbende med at vedkommende er i behandling på hendes afsnit. Gerne en langstrakt arbejdsprøvning. På den måde vil hospitalet kunne følge borgerens udvikling i arbejdsprøvningen nøje, og både hospital, borger og kommune vil i samarbejde kunne danne sig det bedst tænkelige billede af aktivitetsniveauet – og derfor den mest rammende statusattest. Interessant indstilling!

Det blev også et emne i dagens debat; at hospitalerne bør følge borgeren nøje, mens denne er i jobafklaring eller aktiveringsforløb, så hospitalet kan spille den vigtige mæglerrolle mellem patient og kommune. Jeg forstår godt denne pointe, og bifalder hospitalernes ildhu. Men jeg kan ikke lade være at tænke, at der kun kan være tale om et mindretal af patienter, som rent faktisk orker at gennemføre en arbejdsprøvning eller praktikforløb mens de går i behandling på hospitalet. Jeg formoder, at de fleste, som går i behandling, kan fokusere på behandlingen og ikke meget mere, det siger min egen erfaring i hvert fald.

Så hvad vil hospitalerne gøre for at hjælpe alle de patienter, som er afsluttet, mht. dialogen med kommunen?

Ja, her blev lægerne mig svar skyldig. Når patienten har forladt hospitalet, ja så træder en ny patient ind, og ressourcerne bruges selvsagt på de patienter, der er i behandling. Nogle ’gamle patienter’ får tilbudt opfølgningssamtaler, men det er det. Her slipper hospitalets ansvarsområde op, og det er selvfølgelig et problem.

En læge foreslog mig efterfølgende, at vi i PFFL opretter en ”sagsbehandlerliste”, ligesom vi har en behandlerliste, hvorigennem borgere kan engagere en privat besidder til at assistere i kontakten med kommunen – som en nødløsning. Jeg ser potentialet, men det er også en lidt tarvelig løsning, da den vil være dyr for borgeren. Vores tidligere formand Lone har flere gange heltemodigt ageret bisidder for trængte borgere, men heller ikke den løsning er gangbar i længden.

Tak for i dag

Således forløb paneldebatten i forenklet gengivelse. Jeg havde ikke forfærdelig meget at bidrage med mht. nuancerne i, hvordan man kommunikerer mellem hospital og kommune.

Men jeg nåede naturligvis at gøre reklame for PFFL, og fortælle om vores nye bestyrelse og de prioriteringer, vi arbejder ud fra i dag. Det vagte stor begejstring blandt tilhørerne, at vi holder liv i foretagendet, og jeg fik mange opmuntrende kommentarer efterfølgende.

Jeg fik ikke lejlighed til at drøfte alle de emner, jeg havde forberedt på forhånd. Debatten var afgrænset til ovennævnte emner og blev styret stramt af hensyn til tiden. Det må blive en anden gang.

Tak til DASEFU for invitationen, og for at sponsorere transport og forplejning!