PFFL arrangerer cafémøder over hele landet hver måned. Forneden kan du se vores aktive grupper, og vi håber, at du finder én i nærheden af dig. Vi har også en landsdækkende onlinegruppe, som du kan deltage i uanset, hvor du bor.
Alle, der er berørt af funktionel lidelse – både patienter og pårørende – er velkomne. På møderne taler vi åbent om alle aspekter af livet med funktionel lidelse: symptomer, prognoser, hverdagsudfordringer, behandlingsforløb, livskriser og meget mere. Hvert møde ledes af en tovholder fra PFFL, som sikrer, at alle bliver inddraget.
På trods af navnet foregår møderne sjældent på en café, men gerne i et medborgerhus, bibliotek eller lignende.
Du vil typisk møde medlemmer, der allerede har været igennem udredning og behandling på et af landets behandlingscentre. Det gør møderne til en god mulighed for at få indsigt i, hvad du kan forvente, hvis du endnu ikke selv er udredt. Mange bruger også cafégruppen som forberedelse til et behandlingsforløb eller som et trygt fællesskab at vende tilbage til efter endt behandling.
Ofte vælger gruppens medlemmer et tema for hvert møde. Der er altid plads til, at alle kan dele deres oplevelser, og et fast punkt er en runde, hvor vi taler om, hvordan det er gået siden sidst.
Cafémøderne er for mange en vigtig støtte i hverdagen – et trygt sted at få gode råd, spejle sig i andre eller bare møde nogen, der forstår, hvordan det er at leve med eller tæt på funktionel lidelse.
Det kræver ikke meget at oprette nye cafégrupper. Det kræver en lokal tovholder, og ellers står PFFL klar med at hjælpe det hele i gang. Tøv ikke med at kontakte os, hvis du har en god idé!