INTERVIEW: Vi stiller fem skarpe spørgsmål til psykiater og forsker Andreas Schröder, netop som han forlader forskningen efter mere end 20 år.

Af Morten Madsen
Foto: CuraVita
Dette er anden del af interviewet med Andreas Schröder, hvor vi stiller kritiske spørgsmål til forskeren.
Første del kan du læse her: Forsker i funktionel lidelse gør status efter 20 år – PFFL
Det krævede overtalelse at få overlæge, psykiater og ph.d. Andreas Schröder til at stille op til dette interview.
Måske skyldes modviljen, at Andreas tidligere har fået tæsk i offentligheden. I en artikel i Ugeskrift for Læger fra 2020 kan man læse, hvordan hans og kollegernes forskning er blevet miskrediteret og latterliggjort, og hvordan hans team blev udskammet offentligt for deres behandling af patienterne. Man kan også læse, at Andreas gik ned med stress og depression i samme periode. Funktionel lidelse er et emne, som vækker stærke følelser hos folk, og det kræver sit at modstå et sådant pres.
De svære spørgsmål tager vi livtag med nu. Den negative medieomtale og modstand hører man stadig ekko af i dag på visse internetfora. Men var der noget om kritikken?
Jeg møder nogle patienter, for hvem det er magtpåliggende, at psykologiske faktorer slet ikke spiller ind ved deres symptomer, og at forklaringen må være udelukkende fysisk. Det skal jeg respektere.
Andreas Schröder
1. Begik lægerne fejl?
Jeg bliver nødt til at spørge dig – begik man nogen fejl i det tidlige pionerarbejde, hvor man afprøvede den psykologiske og fysiske behandling på patienterne?
Andreas minder mig om, at der generelt var stor tilfredshed med behandlingen, selvom enkelte patienter følte sig fejlbehandlede. Han nævner dog et studie i terapiformen Acceptance and Commitment Therapy (ACT), som var oppe i tiden, men som ikke viste signifikant effekt.
”Det var hårdt at have tilbudt og testet en ny behandlingsform, som faktisk ikke hjalp patienterne, og hvor kun få fik det bedre, og hvor nogle fik det en del værre! Vi var blevet for entusiastiske omkring, hvor hurtigt og effektivt man kunne behandle. Samlet set var behandlingen for udfordrende for mange.”
ACT er dog en terapiform, der stadig benyttes i dag.
BLÅ BOG: ANDREAS SCHRÖDER
Overlæge, ph.d. og speciallæge i psykiatri.
- Har arbejdet med funktionelle lidelser i Danmark siden 2004.
- Forsvarede sin ph.d. om udredning og behandling af funktionelle lidelser ved Aarhus Universitet i 2010.
- Har været overlæge ved Funktionelle Lidelser, Aarhus Universitetshospital, og klinisk lektor ved Aarhus Universitet. Har undervist flere generationer af kommende speciallæger i almen medicin i funktionelle lidelser.
- Har været med til at starte det lægevidenskabelige selskab DASEFU – Dansk Selskab for Funktionelle Lidelser og siddet i dets bestyrelse i seks år.
- Arbejder i dag som psykiater ved ressourcecenteret CuraVita og underviser fortsat læger og andre faggrupper i funktionelle lidelser.
2. Har man ændret praksis?
Det er mit indtryk, at man behandler mere forsigtigt i dag og har større fokus på risikoen for tilbagefald. Ville du have gjort noget anderledes, når du ser tilbage?
Andreas trækker meget længe på det… som overvejer han, om han bør svare.
”Måske var vi ikke altid nænsomme nok – det kan godt være – men objektivt set ved jeg det ikke,” svarer han.
Andreas vender derefter blikket mod sin egen udvikling som læge:
”Jeg har rykket mig meget,” forklarer han. ”I mine unge dage troede jeg måske mere på bogen end på patienten – en typisk lægelig arrogance. I dag har jeg det sådan, at hvis patienten siger noget, der ikke matcher litteraturen, så må det ikke overhøres – det skal tages alvorligt, og det burde måske gælde for hele feltet. Det er min tilgang.”
3. Kan gradueret genoptræning skade?
Hvad er din holdning til, at nogen mener, at gradueret genoptræning er decideret skadeligt?
”Det er ikke dokumenteret, at aktivitet – træning af kroppen – er skadelig. Træning kan give ekstra gener i en periode, og derfor er det vigtigt at tilpasse behandlingen individuelt til patienten. Hvad der derimod er veldokumenteret, er, at inaktivitet har alle mulige skadelige følgevirkninger på kroppen.”
Andreas henviser til en litteraturgennemgang om træning som behandlingsform for fx kronisk træthed.
4. Har patienterne brug for en psykiater?
Jeg vil spørge ind til psykiatriens rolle på feltet i dag. Funktionel lidelse anses jo ikke for en psykiatrisk lidelse, men for en bio-psyko-social sygdom. Man har bevæget sig væk fra gamle betegnelser som ”psykosomatik.” Har patienterne brug for en psykiater?
Andreas trækker på det. ”Ja, nogen har jo en stærk holdning til, at sygdommen ikke er psykisk. Men jeg må sige, at blandt alle de patienter med funktionel lidelse, jeg har mødt, har jeg aldrig mødt nogen, hvor jeg ikke så psykologiske elementer i lidelsen. Det er aldrig en hundrede procent biologisk sygdom. Det er en multifaktoriel sygdom. De vedligeholdende faktorer er både biologiske og sociale, og adfærd og tanker spiller ind på de vedligeholdende faktorer.”
5. Fysisk eller psykisk?
Hvad siger du til en patient, som mener, at han eller hun kun fejler noget fysisk?
Andreas fortsætter: ”Jeg møder nogle patienter, for hvem det er magtpåliggende, at psykologiske faktorer slet ikke spiller ind ved deres symptomer, og at forklaringen må være udelukkende fysisk. Det skal jeg respektere. Som behandlende læge må man opnå en god relation med patienten, ellers bliver det svært at hjælpe vedkommende. Min erfaring er, at med større nænsomhed i tilgangen er det blevet nemmere at nå ind til folk. Hos andre patienter ræsonnerer den bio-psyko-sociale sygdomsmodel bedre.”
Efter mere end 20 år i forskningen overlader Andreas Schröder nu arbejdet til en ny generation af forskere. Andreas vil fortsætte med at undervise i funktionel lidelse.
Læs også:
